Gå videre til indholdet ↓

Jonathan fortæller

Jonathan gik på UWC Costa Rica fra 2013-2015. Han læser nu i USA.

Hvorfor søgte du ind på UWC?

Jeg kommer fra Birkelse, en lille landsby i Nordjylland og havde aldrig rigtigt været i tæt kontakt med mennesker fra andre dele af verden før jeg søgte ind på UWC. En ting vidste jeg dog. De gange i mit liv hvor jeg har kastet mig ud i noget nyt med mod og et smil på læben har jeg altid fået satsningen tifold tilbage. Mødet med det fremmede er en af livets bedste læremestre. Derfor var jeg ikke et øjeblik i tvivl om at jeg ville ansøge til UWC da jeg første hørte om organisationen. Udsigten til at leve og lære med mennesker fra andre lande på en skole hvis mål er at skabe fred og forståelse i verden synes næsten for god til at være sand for mig. Selvom jeg ikke havde oplevet hvor øjenåbnende det kan være at leve i et mangfoldigt fælleskab havde jeg en anelse om hvad der var mig i vente. Jeg vidste der var noget unikt jeg kunne få ved at gå på UWC. I en tid hvor mange tager på gymnasiet fordi det synes at være det naturlige at gøre var det fantastisk at være i stand til at foretage et aktivt valg af en uddannelse jeg troede ville være det bedste for mig.

Beskriv kort din hverdag på skolen. Hvad husker du bedst?

 Jeg vågnede klokken 6, først bruge en time på at lave lektier eller meditere før jeg gik til morgenmad og derefter klasser. Skoledagen varede indtil 13.30. Derefter foregik der ofte nogle gange aktiviteter på skolen om disse var valgfag, sport eller møder. Ellers jeg ville lave lektier, smutte ud i byen eller bare være til stede og deltage i livet. Nogle gange ville jeg cykle op i bjergene tæt på skolen. Jeg husker bedst de øjeblikke hvor fællesskabet kom sammen i enhed og bare engagerede sig med hinanden. En aften sad jeg og spillede klaver for mig selv. Pludselig kom 10 andre ind, de var fra alle steder på kloden, og de dansede til musikken. Det var en oplevelse hvor forskelligheder blev lagt på hylden og alle var sammen som mennesker først og fremmest. Turene ud i den forjættede costaricanske jungle gjorde også et stort indtryk på mig. Nætterne hvor jeg lå i min sovepose i et telt på et bjerg mens junglen omgav mine venner og jeg ville jeg aldrig glemme. Gymnasiedelen spillede en stor rolle og tog meget tid. Det var meget krævende for mig, men det var en vigtig og givende del af UWC.

 Var du involveret i nogle interessante projekter, mens du var på UWC?

 Jeg var leder af vildmarksgruppen Hatchet som stod for at arrangere ture ud i naturen for de andre elever på skolen. Vi skulle skabe lokale kontakter, finde vandreruter og lede turene med alt hvad de indebar. Vores ekspeditioner ledte elever ind i en verden hvor vi ikke havde herredømmet, det var inspirerende. Jeg tog også del i at arrangere European Week, temaugen for Europa. Før den store middag tildelte vi hver person en rolle som en kendt person fra Europa de skulle efterligne under middagen. Rollespillet skabte debat om kongehusene og europæisk imperialisme. 

 Hvad har du kunnet tage med videre i dit liv fra dit UWC-ophold?

 En tro på at mennesker kan forenes lige meget hvor forskellige de er. Det er en udfordring at gå på UWC. De kulturelle forskelle og problemstillinger sammenblandet med ens egen søgen efter identitet resulterer nogen gange i konflikter der kan være svære at løse. Skolen er alles hjem, man lever hjemmefra for første gang i et tæt fællesskab hvor man ikke bare kan tage afstand når udfordringer synes overvældende. Oplevelsen af at vi alle alligevel lykkedes med det meste er stærk og giver en ballast når man i fremtiden bliver mødt med noget ukendt og udfordrende. UWC har lært mig at mine værdier og mit håb for verden fortjener en plads i mit liv. Troen på at værdier hører bedst hjemme i form af en reel indsats har givet mig viljen til at kæmpe for en bedre verden.

 Hvordan mærker du din tid på UWC i dit nuværende sociale liv, studie og/eller arbejde?

Jeg har en mængde af viden og erfaring når det kommer til at arbejde med mangfoldige grupper af mennesker. Jeg mærker hver dag hvordan jeg er i stand til at relatere og skabe bånd med andre som er vidt forskellige fra mig selv. I San Francisco, hvor jeg nuværende er studerende, har jeg de sidste tre måneder trænet Jiu-Jitsu med en 67 år gammel japansk mand som jeg mødte på gaden. Vi er forskellige fra hinanden på alle mulige måder, og vores venskab kræver tålmodighed og positiv tilgang. Dette venskab var aldrig blevet skabt hvis jeg ikke var blevet inspireret og fået min kulturelle forståelse udbygget igennem min tid på UWC. Jeg er også meget aktiv som arrangør af musikaftener, medieprojekter og andre aktiviteter for fælleskabet på mit universitet. Mit engagement med fælleskaberne jeg er en del af blev forstærket og udviklet på UWC. De er nu en del af min personlighed.

Hvordan tror du, at UWC vil have indflydelse i dit fremtidige liv og karrierevalg?

Før UWC så jeg verden i sort hvid, bagefter i farver. Jeg kunne ikke se farverne da jeg ikke havde været vidne til mangfoldigheden af ideer, kulturer og mennesker der egentlig findes. Under og efter UWC har jeg fået øjnene op for hvor vid verden egentlig er og det har ændret mit verdens og livssyn. UWC har givet mig et internationalt liv og min karriere kommer til at være forbundet med forskellige kulturer og højest sandsynligt uddannelse. I mit fremtidige arbejde på skoler rundt omkring i verden ville jeg bruge mangfoldighed som noget der kan skabe livsvigtig læring. Jeg ville lade værdier spille en aktiv rolle i organisationer jeg er en del af. 

 Hvem tror du kan få noget ud af et UWC-ophold - og hvorfor?

Alle der har lyst til at opleve verden og lære nyt kan få rigtig meget ud af at gå på UWC. Hvis man har et rimeligt akademisk niveau og kan håndtere at leve i et fælleskab ville man få meget ud af UWC-oplevelsen. Man lærer så meget på så mange forskellige måder. Man bliver ikke kun fagligt dygtigere, man lærer at være sammen med andre, håndtere forandring og leve hjemmefra. Alle får ikke det samme ud af de to år på UWC, men alle får noget unikt med i baggagen. Ansøgere! Tag mod til jer, det er det hele værd!