Jeppe (th.) med en ven fra skolen

Jeppe begyndte på UWC Dilijan i Armenien i 2016.

Hvad har været dit mest uforglemmelige oplevelse?

CAVING!!!
Jeg svarer dette med en begrundelse af diversitet, fantastiske oplevelser, og nye udfordringer der rammer mig hver dag, som derfor gør mit liv super spændende men meget svært at sætte en finger på og sige: ”Det her var fedt”, for det hele er jo super fedt. Men caving er simpelthen mærkeligt.
Caving er en aktivitet kun dumdristige mennesker gør, og som UWC elever passer vi til modellen. Med et hurtigt hop i en slasket kedeldragt, en lampe der er på størrelse med et glas Nutella på hovedet, gummihøjser, og et beskyttelsesfilter på munden, kan man, ”free of charge”, klatre ned i underjordiske grotter der nemt kan blive 800 meter dybe. Dette blev selvfølgelig gjort med en professionel lille mand der nærmest var slangemenneske. For at komme ind i underjordiske grotter som disse, skal man oftest igennem huller og tunneller der har en diameter ca. 3 centimeter større end en gennemsnitlig hofte.
Heldigvis vidste jeg ikke at jeg er skabs-klaustrofob, så jeg fik en masse nydelse i at udforske forskellige åndedrætsteknikker til at få mit hjerte til at slappe af. Jeg lærte meget om mig selv den dag og lærte at holde hovedet koldt, selvom jeg bogstaveligt talt tungekyssede med en støvet klippevæg 350 meter under jorden, med hverken sans om at vide hvilken retning jeg kiggede eller fornemmelse af hvor mit blod løb hen (som oftest viser tegn på hvilken vej man vender). Da min romance var slut og jeg var svuppet ud af den passage, studerede vi et underjordisk kammer der har et andet ”ecosystem” end det vi ser på overfladen. Dette var isoleret fra alt andet, var meget støvet, men også lidt fugtigt. ”Best of both worlds” som man siger.
Efter den tur spiste vi frokost og jeg bestilte ikke en cola, jeg tror mit hjerte havde fået nok den dag.

 

Hvilke slags aktiviteter er du involveret i?

For mange.
Det er så mange muligheder at det er svært at lade være. Jeg er ”student leader” for vores ”outdoor education” program, spiller i vores stomp-gruppe, lærer programmering og bygger en undervisningsplatform for unge der ikke har adgang til engelskundervisning, leder en organisation og arbejder sammen med UWC International om at give adgang til elever på UWC Hub (en social platform for alumner, lærere, og andre UWC folk undtagen elever), arbejder som fotograf på skolen, arbejder som film-praktikant på skolen, har mit eget lille kor med min søde 2nd year, Hannah, prøver at lære at spille duduk, kromatisk mundharpe, og aslatua udover at studere IB, som jeg bruger meget tid på.

 

Er UWC som du forventede da du ansøgte? Hvorfor (ikke)?

Ja og nej.
Man ser guld og grønne skove på de fantastiske videoer der ligger på internettet. Og jeg indrømmer blankt, UWC er en utopi.
Min begrundelse for at tage afsted var: ”Det er en mulighed jeg ikke kan undgå”. Dette havde jeg ret i. Det er på mange måder givende og uendeligt lærerigt, og jeg føler jeg får smidt viden i ansigtet som jeg ikke engang kunne forestille mig eksisterede. Men når man får ting smidt i hovedet kan det nogle gange gøre lidt ondt. Skolen er ny; det er svært at bygge en ny skole, så der er lidt komplikationer. Alle folk der er accepterede her har mange stærke holdninger og er næsten alle sammen ledertyper, så der er lidt komplikationer. Udover det fantastiske UWC og dets missioner, er der også en skole at passe. En Meget. Krævende. Skole; så der er lidt komplikationer.
Men med alle de indtryk, idéer, holdninger, krav, forventninger, stressede deadlines, osv. bliver man nødt til at lære at reflektere på alt hvad man kommer i kontakt med og bygge sin karakter. Det er nemt at bygge sin karakter, for der er mange karaktertræk jeg aldrig har set før på denne skole, der er jo mennesker fra hele verden repræsenteret! Alle er forskellige, og man kan være lige hvem man er. Derfor har jeg valgt at gro mit hår ud og få franske fletninger. Jeg kan ikke finde ud af at flette hår endnu, men sammenlignet med de udfordringer som jeg oplever i min hverdag, er fletning et slik.

 

 

Hvad er den største udfordring ved at gå på en UWC skole?

At lære om sig selv.
I Danmark synes jeg, at jeg flød rundt blandt personligheder og faldt ind i den boble som mit daværende gymnasium levede i. Man var bestemt sig selv, men man var også en del af flokken, om man ville det eller ej. Det var en dejlig boble at leve i. Afslappet skolegang, masser af øl der blev købt af de hårdtjente SU penge, tidligt fri, lektier der ikke rigtigt obligatoriske, 10% fravær var muligt. Det var ingredienserne til at læne sig tilbage og nyde det.
Her er der mange ting man ikke nyder som førstehåndsindtryk. Mange ting skal gennemarbejdes og værdsættes dybt før man nyder den tid man har brugt på det. Her taler jeg om præferencer.
Man bliver mere konkret i sin viden om hvad man vil og ikke vil, og sjovt nok, medfører det at der er flere ting man ikke vil, men skal alligevel fordi det er et kriterie. Jeg synes bestemt, at de ting jeg ikke har lyst til at gøre, definerer mig mere end dem jeg har lyst til, for det viser præcis hvilken vej jeg ikke vil gå, og lukker døre ved siden af mig så jeg hurtigst muligt kan nå den dør jeg synes er flottest. Men det er meget kedeligt at lukke døre, og nogle gange er det demotiverende. Oftest skubber jeg det til side og ser den der YouTube video hvor ham fyren bruger 9 sekunder på at falde fordi han mister fodfæste på isen, andre gange spiser jeg de Snøfler min mor sender til mig; nogle gange lever man lidt eksistentielt og mister fatningen over hvorfor man i virkeligheden er her.
Heldigvis kommer jeg altid frem til den nemme konklusion: at den største grund til at være her, er de fantastiske mennesker man omgiver sig med hver dag. De er både dybt inspirerende, men (heldigvis) også meget fjollede. Det er sjovt at humor og intellekt altid hænger godt sammen.
At lære om sig selv er meget brugbart, men du kan aldrig definere dig selv uden at kigge andre mennesker i øjnene.