Gå videre til indholdet ↓

Udvælgelsen

Elever 2016

Elever på introweekend 2016

Introduktion

Udvælgelsen til en UWC-skole foregår gennem tre trin. Første skridt er at udarbejde en ansøgning, der gennemlæses og vurderes. Andet skridt er en udvælgelsesdag, der indeholder fællesaktiviteter og en individuel samtale. Disse to første trin er ledet af de udvælgelsesansvarlige og støttet af et hold tidligere UWC-elever, som alle arbejder frivilligt. Tredje del er en afsluttende samtale med medlemmer af UWC Danmarks Nationalkomité og de/den udvælgelsesansvarlige. Du kan læse mere om elementerne i udvælgelsen nedenfor.

Den skriftlige ansøgning

Umiddelbart efter ansøgningsfristen gennemgår UWC Danmark alle de ansøgninger, der er modtaget. På baggrund af disse inviteres et antal ansøgere - typisk 60-80 - til en udvælgelsesdag, der foregår en lørdag eller søndag i enten København eller Århus. Vi ville foretrække at møde alle ansøgere ansigt til ansigt, men desværre har vi ikke kapacitet til at afholde udvælgelsesdage for flere, end 60-80 elever. Derfor er det en god idé at bruge god tid på at udfylde ansøgningsskemaet.

Udvælgelsesdagen

Udvælgelsesdagen består af forskellige aktiviteter, - rollespil, debatter, kreative opgaver m.v. - der skal give UWC Danmark bedre mulighed for at lære ansøgerne nærmere at kende. Udvælgelsesdagen foregår på dansk og afholdes af tidligere UWC-elever, som gør en stor indsats for at sikre, at alle ansøgere får en sjov og lærerig oplevelse på dagen. Afgørelsen om, hvilke elever, der går videre til anden runde, træffes af de/den udvælgelsesansvarlige i samarbejde med resten af de frivillige i udvælgelsen. Udvælgelsesdagene foregår d. 23. februar, 24. februar, 2. marts og 3. marts 2019. Ansøgere der er videre i processen vil blive inviteret til én af disse fire dage, men du bedes så vidt muligt holde alle dage åbne.

Afsluttende samtaler

På baggrund af de skriftlige ansøgninger og udvælgelsesdagene, udvælger UWC Danmark en gruppe elever, der går videre til anden og sidste runde. Denne består af en samtale med medlemmer af UWC Danmarks Nationalkomité, samt de/den udvælgelsesansvarlige. Samtalen foregår på dansk og har en varighed af cirka 20-30 minutter. Samtalerne finder sted den 15. 16. og 17. marts 2019 

Herefter afgøres, hvilke ansøgere, der skal tilbydes en plads og stipendium til en UWC-skole. Selv om en ansøger opfordres til at prioritere de forskellige skoler i ansøgningsskemaet, er det i sidste ende samtalepanelet, der afgør hvilken skole, en elev tilbydes en plads på. Alle ansøgere får besked per e-mail i løbet af den efterfølgende uge.

Clearing List

Vi oplever ofte, at vi har flere egnede kandidater end vi har økonomiske midler til at sende afsted. Derfor vælger UWC Danmark 0-10 ansøgere som tilbydes en plads på en venteliste kaldet Clearing List. Her er det de enkelte skoler, der kan tilbyde optagelse til en ansøger. Det betyder, at man kan få tilbudt en plads på en skole, der ikke er på listen over de skoler, vi sender til i år. Alle der bliver tilbudt en plads gennem Clearing List optages på samme vilkår som de øvrige UWC Danmark elever. Clearing List vil være åben frem til dagen inden en introweekend for de optagne i slut juni

Ansøgningsskema og -frist

Ansøgningsskemaet er tilgængeligt fra 1. november 2018 og ansøgningsfristen er den 18. januar 2019.

^ TOP